Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 22. april 2012

Kuglekyler Joachim B. Olsen og arbejdsmarkedet

To størrelser, der ikke er forenelige – for de har åbenbart aldrig stiftet sådan mere intimt bekendtskab med hinanden.
Dette på trods udtaler kuglekyler Olsen sig gladelig om alt lige fra den danske fattigdom over nationaløkonomi til velfærdsamfundet – i sandhed en mand der, hvis man skal være flink – er alternativt begavet!

Der er næppe tvivl om, at Liberal Alliance – partiet med den særegne verdensopfattelse – har indladt kuglekyler Olsen i partiets hellige haller alene for et få et ”kendt” ansigt på plakaten. Det er de sandelig også fået – formodentlig endog mere end oprindelig tilsigtet!

Det er på stort set alle områder ualmindelig svært at tage kuglekyler Olsen alvorligt. Måske bør han i politisk henseende betragtes som en form for stand up komediant – altså uden at fornærme de dybt seriøse og professionelle udøvere af faget.

Til gengæld er det dræbende kedsommeligt at høre Olsen lufte sin højreforvredne opfattelse – faktisk lyder han efterhånden lige så realistisk og underholdende som et medlem af det Konservative Folkeparti år 1920!

Olsens argumentation for sine fremførte synspunkter er nemlig alene udpluk af diverse kendte politiske klichéer, og altså absolut ikke et udtryk for hverken personlig genialitet eller selvstændig tænkning.
Hvorfor eksempelvis spørgsmålet om, hvor mange bananfluer, der går på et dusin, typisk vil udløse et svar gående på, at Olsen ikke spiser bananer!