Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

lørdag den 12. oktober 2013

Randbemærkninger nr. 311

FUP, FIDUSER ELLER TALENTLØSHED?
Roskilde Dagblad oplyser, at i forbindelse med den mere og mere spegede sag omkring det fælleskommunale energitransportselskab VEKS og beslutningen om en stigning af fjernvarmepriserne samt værdien af afgivne garantier - ønsker Roskildes borgmester socialkammerat Joy Mogensen en uvildig undersøgelse!

– Tja, et eller andet kunne i hvert fald tyde stærkt på, at borgmesterens partikammesjuk Torben ”To i en” Jørgensen, der repræsenterer Roskilde Kommune i VEKS bestyrelse, enten har klokket i det, eller nogle mere smarte i bestyrelsen har taget en vis del af anatomien på ham! Jørgensen er nemlig ikke ligefrem specielt kendt for at være den skarpeste kniv i skuffen!

En uvildig undersøgelse vil implicit indeholde en bedømmelse af Torben ”To i en” Jørgensens talenter eller rettere måske manglen på samme!
Blog og Brok vil i relation til ovennævnte henvise til tidligere randbemærkninger m.v., alle omkring Torben ”To i en” Jørgensens meritter, løgnehistorier etc.

Ret skal dog være ret - én kvalitet har Torben ”To i en” Jørgensen, nemlig evnen til fortsat at være kommunens førende pamper!

BÆREBART?
Bagsiden af Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et interview med den absolut forhenværende landsbrugs- og fødevareminister Mette Gjerskov, dette med overskriften:
”Kastede sig over nye opgaver”.

– Tja, forhåbentlig har der været tale om den solide slags!

KUN DEN HALVE SANDHED!
Lokalredaktør Torben Kristensen på Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) har manier med i sine ugentlige klummer at bringe halve sandheder:
”Udviklingen er god i Roskilde med nye virksomheder til byen”

– Tja, nu er en halv sandhed per definition en hel løgn – og det er også tilfældet her.
Således har Roskilde Kommune indtil videre mistet langt flere virksomheder/forretninger og dermed arbejdspladser, end der reelt er tilgået byen.
Eksempelvis forsvandt en virksomhed med 400 arbejdspladser til udlandet – til gengæld kom en ny med kun 60 arbejdspladser.
Torben Kristensen er som bekendt socialkammeraternes journalistiske sprællemand – med tilhørende lyserøde gradbøjninger af sandheden, hvilket har resulteret i, at Roskilde Avis også politisk set er utroværdig!

DET TROR DA POKKER!
Bagsiden af Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) er helliget den nu fyrede minister socialkammerat Mette Gjerskov, der udtaler:
”I virkeligheden er jeg bare stolt af, at Mette fra Gundsømagle nåede at blive minister i to år ...”

– Tja, det er da heller ikke så ringe med en ministerpension?

BOOM!
Overskrift i Roskilde Dagblad:
”Nyt toilet i Folkeparken trækker ud”

– Det skal bombesikres, inden der trækkes ud!