Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

fredag den 29. oktober 2021

Note 945

HVOR BARNLIGT!

Partiorganet Socialkammeratlig Tidende (annoncebladet Roskilde Avis) bringer på forsiden overskriften: "Plakatfulde" og viser nogle valgplakater, det er hængt op i en lygtepæl. Morsomheden er til at overse, for sjovt nok er der nemlig ingen socialkammeratlige kandidater blandt billeder og navne på plakaterne.

Blog og Brok vil selvfølgelig ikke insinuere andet, end at den pågældende journalist var pinlig ædru, da han skulle være morsom - for ellers kunne det modsatte i det mindste være brugt som en undskyldning for barnligheden! 

KØRT AF SPORET?
Socialkammeratlig Tidende (annoncebladet Roskilde Avis) bringer en artikel begået af udgaveredaktør Torben Kristensen, dette med overskriften: "Godstog afsporet til Roskilde".

Artiklen handler om, at larmende godstog m.fl. nu skal køre igennem Roskilde og ikke over Køge Nord og Ringsted til den nye Femern-forbindelse.

Imidlertid betyder "afsporet" i jernbaneterminologi, at toget er havareret, dvs. at hjulene er hoppet af sporet. Kort sagt, overskriften er direkte misvisende, hvilket desværre ikke er nogen sjældenhed på avisen!

Derimod kunne man sige, at aftalen er gået på gulvet. Det er nemlig et slangudtryk for, at togets hjul ikke længere står på skinnerne, men derimod på træsvellerne - altså "på gulvet"! 

MERE RELEVANT
Socialkammeratlig Tidende(annoncebladet Roskilde Avis) reklamerer med en kandidattest på internettet, hvor man kan se, hvilken kandidat man er mest enig med. 

- Tja, måske ville det være langt sjovere, hvis testen handler om, hvilken kandidat, der keder en mest? 

DAGENS GLIMT
"I politik og kærlighed er man tro, når man ikke kan være andet"
(Gabriel Laub - tjekkisk journalist)