Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 2. november 2021

Kvalmegrænsen er nået!


Den lokale presse er fortsat hver eneste dag fyldt med valgløfter (læs løgne) fra diverse politikere. Det sker allerede så lang tid før valget, at det nu er blevet mere end trivielt - og tilmed har Roskilde Dagblad bragt endnu en omgang valgflæsk fra samtlige partier. Det er det samme, politikerne lover hver gang, og det er det samme, som de hver gang ikke holder, når de først er kommet til grødfadet. 

Værst er det næsten, at de tror, at vælgernes intelligens er så ringe, at de tror på valgflæsket - og hver gang frivilligt lader sig skuffe. Slår man tilbage til valgløfterne fra det forrige byrådsvalg, så er de stort set magen til de nuværende - og stort set ingen af dem er blevet holdt! 

Tilmed er de fleste af Roskildes lygtepæle overbroderet med fotografier af de samme politikere, som også konstant er på i lokalaviserne enten i form af debatindlæg eller interviews. Valgflæsket er efterhånden blevet proppet så langt ned i halsen på vælgere, og det i en sådan mængde, at kvalmegrænsen er nået - og alligevel er valgdagen endnu ikke nået

Desværre har politikerne endnu ikke fundet ud af, at det ikke er kvantiteten, der giver stemmer, men derimod kvaliteten! 

DAGENS GLIMT
"Valgtaler er som løg, man skræller det ene lag bort efter det andet, og det, der så er tilbage, er lige til at tude over"
(Helge Steincke - journalist) 

 

Skab glæde og håb - støt Kafé Klaus