Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 1. november 2021

Note 948

OP PÅ BROEN - BØRSTING

Broen over Trekroner Parkvej har du, Børsting, lovet til snart at skulle stå færdig, men intet er påbegyndt. Den skulle være klar til Jul, men intet sker. Måske vil det være meget uklogt op til valget, hvis broen i det mindste ikke er påbegyndt på valgdagen. Vælgerne kunne nemt få det meget berettigede indtryk, at du og partiet holder dem for nar, og det ville jo ikke være så godt.

Vælgerne i Roskilde bliver nemlig i forvejen narret mere end rigeligt - dette ikke mindst op til et kommunalvalg! 

ENIG NAIVITET
Roskilde Dagblad bringer et debatindlæg fra op til flere byrådskandidater fra Enhedslisten. De er åbenbart helt enige om, at projektet i Ny Østergade alias det tidligere Røde Port-projekt skal bygges i en størrelsesorden, der passer til Roskilde. Det skal hverken stikke af fra stationsbygningen eller byens profil. Derudover er det selvfølgelig også oplagt at bygge almennyttige boliger etc. etc. 

- Tja, partiet har fuldstændig ret, men desværre hænger verden ikke sådan sammen. De såkaldte byudviklere eller rettere sagt byggematadorer, er logisk kun interesseret i projekter, der hurtigt og nemt giver dem en maksimal fortjeneste - og det gør eksempelvis almennyttige boliger kontra ejerlejligheder ikke.

Det kan derfor forbløffe, at netop Enhedslistens bedste bud på byrådskandidater ikke skulle være klar over det - dette selvfølgelig med mindre, at forslaget kun er ren symbolpolitik. Partiet burde nemlig vide, at deres ideer hverken i det nuværende byråd eller det næste har nogen gang på jorden! 

DAGENS GLIMT
"Det koster intet at bygge luftkasteller, men det er kostbart at rive dem ned"
(Francois Mauriac - fransk forfatter)