Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 4. november 2021

Note 949

HALLAGER UDE MED SNØREN

Roskilde Dagblad bringer et debatindlæg - læs valgreklame - af og om den konservative Mogens Hallager. Det handler om behovet for seniorboliger i Roskilde Nord - sjovt nok også der, hvor Hallager bor - og henter sine stemmer.

Nu er det lidt underligt, at Hallager først nu op til byrådsvalget begynder at fable om seniorboliger i større målestok, men noget skal jo fungere som madding til at få halet vælgerne i land. Digerne i Jyllinge Nord kan nemlig ikke længere bruges - og så må Hallager altså kaste snøren ud et andet sted! 

HELLIGE ENFOLD?
En vis Lene Bjerrum fra Alternativet, udtaler til Roskilde Dagblad: 

"Det er ikke kun djøfferne, men et administrativt lag, som stjæler kommunens økonomi" 

- Tja, uden ligefrem direkte at påstå, at bemeldte skribent også er alternativt begavet, vil Blog og Brok dog lige huske hende på et par ting. Nemlig at den politiske sovs og smovs, de latterlige og unødvendige politiske byggeprojekter og de store både direkte og indirekte økonomiske gaver til Roskilde Festival uomtvisteligt er den væsentligste årsag til den nuværende økonomiske slagside i Roskilde Kommune - og til den kommende! 

RYSTENDE?
Roskildes isbadere udtaler til Roskilde Dagblad: 

"Vi er faktisk ikke stjerne-gale" 

- Tja, en af delene er vel også tilstrækkeligt? 

HÅRDT RAMT??
Roskilde Dagblad bringer overskriften: 

"Nyt kollegium skaber rammerne for dem, som skaber rammerne" 

 - Tja, så mangler vi bare billederne til at sætte i rammerne. Hvorfor det næste formodentlig bliver et kollegium, der skaber billederne for dem, som skaber billederne? 

DAGENS GLIMT
"Selv havet må frygte en tåbe"
(Mikal Rode - dansk forfatter)