Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

fredag den 5. november 2021

Note 950

NY KOMMUNALPOLITISK KLUMMERT

Roskilde Dagblad oplyser, at gangbesværede borgere har svært ved at komme sikkert rundt i Roskildes nye svømmehal! 

- Tja, taget i betragtning af, at svømmehallen kostede 224 millioner blandt andet grundet store ambitioner herunder et 50 meter bassin, så synes det fantastisk, at der ikke er taget hensyn til personer, der har problemer med bevægeapparatet.

Det var åbenbart langt mere væsentligt for de politisk (u)ansvarlige at fokusere på diverse herlighedseffekter end på, at alle borgerne skulle have lige muligheder for at benytte svømmehallen. 

Skaden er sket under forhenværende borgmester socialkammerat Joy Mogensens regime. Dog bærer den daværende formand for Kultur og Idræt, den selvbehagelige Birgit Pedersen fra SF også en væsentlig del af skylden. Det er ikke for ingenting, at hallens kælenavn blev "Birgits Badeland". 

Den nuværende formand for samme udvalg, en vis socialkammerat Claus Larsen har straks levet op til vanlig lokalpolitisk standard ved at meddele, at det ikke er hans bord - og har sparket aben videre i systemet!

For uanset hvad, så er det nemlig desværre fortsat en kendsgerning: "Roskilde er ikke en god by at blive ældre, syg eller handicappet i"

AFSLØRENDE
Socialkammeratlig Tidende (annoncebladet Roskilde Avis) bringer en valgreklame for venstremanden Flemming Damgaard Larsen, som gerne vil i Regionsrådet. Hans valgslogan er: 

"Jeg tager dine bekymringer alvorligt". 

- Tja, det må derfor undre, at han ikke i det mindste gør sig umage for at se ud som om, han også mener det?! 

DAGENS GLIMT
"For mange politikere fordærver sagen"
(Anonym)