Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 16. november 2021

Note 960

STØJ PÅ LEDNINGEN?

Roskilde Dagblad bringer hele to indlæg - læs valgflæsk fra Socialkammerateriet, begge dele handler om støj og er forfattet af henholdsvis Jens Børsting, formand for Plan og Teknik, samt en vis Anne Marie Wulff Hedenborg, medlem af det samme udvalg - det er vist, hvad man kan kalde for dobbelt flæsk - undskyld dobbelt konfekt.

Børsting meddeler, at vejstøj tages virkeligt alvorligt - og Hedenborg, at støjen ikke er glemt af politikerne! 

- Tja, med hensyn til Børsting, kunne man vel godt tage udmeldingen alvorligt, hvis den altså ikke lukkes ud lige op til kommunalvalget.

Med hensyn til Hedenborg gælder ovennævnte også. Dette dog med den undtagelse, at støjen ganske korrekt ikke er glemt af politikerne - forglemmelsen indtræder nemlig først efter valget!

Kan man som vælger tage de to socialkammeraters udmeldinger seriøst, eller føler man sig holdt for nar? Det er, hvad der i dag skal afgøres! 

PROCENTREGNING
I Roskilde Dagblad bringes et debatindlæg - læs valgreklame for Liberal Alliance ved den lokale formand Hans Petter Dalen. Det sker med overskriften:"100 procent det rette parti". 

- Tja, med den overbudspolitik reklamen indeholder, burde overskriften være "1.000 procent det rette parti" - begge dele er nemlig lige uvirkeligt! 

UDEMOKRATISK KUNST
Roskilde Dagblad oplyser, at Roskilde Kunstforening har afholdt sin sædvanlige censurerede udstilling. 

- Tja, det er udemokratisk, når tre-fire opblæste og snobbede narrehatte afgør, hvad folket skal betragte som kunst - lad dog folket selv bestemme! 

DAGENS GLIMT
"Al god kunst er politik, al politisk kunst er dårlig"
(Harald Giersing - dansk kunstmaler)