Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 21. november 2021

Note 965

LØFTER ELLER LØGNE

Det vil i de kommende år blive afsløret. Således vil de demokratiske og godtroende vælgere kunne få syn for sagn om, hvilke politikere, der er mest ordholdende, og hvem der er mindst. Selvfølgelig vil der mellem disse to yderpunkter ligge en klistret grå masse, der på visse punkter har nøjedes med at gradbøje sandheden. Her er det dog værd at huske, at en halv sandhed er en hel løgn. 

Baseret på en årelang og desværre sørgelig erfaring vil Blog og Brok imidlertid fremkomme med ét enkelt seriøst bud på, hvad der ikke i hvert fald ikke kommer til at passe. Nemlig den af stort set samtlige partier lovede opgradering af hele ældreområdet - dette ikke mindst med hensyn til ældreplejen.

Skulle det vise sig, at redaktionen mod forventning har taget fejl, vil det gøre alle kommunens ældre vælgere meget glade - det er nemlig aldrig rart endnu en gang at være holdt for nar! 

OG DER BLEV LYS
Roskilde Dagblad bringer overskriften: 

"Den Sorte Skole sendte domkirken til himmels" 

- Tja, her bor jo som bekendt også lysets sande mester. Så nu kan kirken igen få lysets strålekrans tilbage. 

INGEN JULSTEMNING?
Roskilde Dagblad oplyser, at hæftet "Jul i Roskilde" er på gaden og handler om bæredygtighed og klima. 

- Tja, egentlig burde det vel handle om Julen, men bevares de to andre emner er jo netop på mode, mens Julen er meget gammeldags! 

DAGENS GLIMT
"Alle politiske partier dør til sidst af at sluge deres egne løgne"
(John Arbuthnot - skotsk læge)